Inden fødselsterminen nærmer sig, er det godt at have taget stilling til flere forskellige ting, fx igangsættelse, klipning af navlesnor, indsprøjtning af K-vitamin og hvor hurtigt barnet skal have hud-til-hud kontakt med mor. For når først fødslen nærmer sig eller går i gang, så vil du/I naturligvis være opslugt af det forestående møde med den lille nye baby.

Under selve fødslen er det svært at have overskud til at forholde sig til mange af de opgaver, man bliver stillet overfor. Derfor bliver det også ofte fødselspersonalet, der tager over – og så bliver tingene altså gjort, som man plejer at gøre!

Fødselspersonalet vil uden tvivl gøre sit bedste, for at gøre et godt stykke arbejde og der arbejdes altid ud fra de procedurer, afdelingen har nedskrevet. Men da procedurer arbejder generelt og ikke tager udgangspunkt i det enkelte individ, er det som fødende en rigtig god ide at have overvejet hvad man har lyst til og hvad man vil være med til. Alternativt bliver beslutningerne taget hen over hovedet på en, særligt hvis det skal gå rigtig stærkt. Alle ønsker vil naturligvis blive vurderet, så der ikke opstår situationer, hvor mor og barn er i fare.

Alle “indgreb” i forbindelse med en fødsel kan have en betydning for hvordan amningen kommer i gang, og derfor er det godt at have taget stilling. Er du afklaret med dine valg, blokerer du nemlig ikke mentalt for mælken.